På denne side er benyttet fotos fra Promenadeorkestrets egen scrapbog.

Promenadeorkestret Tivoli-historie, udateret foto

Promenadeorkestret Tivoli-historie, udateret foto

TIVOLIS PROMENADEORKESTER Historien om Promenadeorkestret er ren Tivoli-historie. Den første koncertsal i Tivoli lå, hvor Glassalen i dag ligger. Den var bygget i lette materialer og i en meget transparent pavillon-stil, som tillod at H.C. Lumbyes orkesters glade toner inde i salen også kunne nydes på pladsen og promenaden udenfor koncertsalen.

Maleri af Paul Fischer. Den Røde Ballon, Sommeraften i Tivoli, 1901.jpg
Maleri af Paul Fischer. Den Røde Ballon, Sommeraften i Tivoli, 1901

Der var et leben af gæster som nød musikken, lysene og hinandens selskab. I 1902 blev det besluttet at bygge en større og mere lukket koncertsal et andet sted i haven. Det resulterede desværre – eller heldigvis skulle man måske sige – i at livet omkring den gamle koncertsal døde hen og måtte tilføres nye vitaminer! Derfor oprettede Tivolis ledelse i 1906 et udendørs promenadeorkester, så Tivoli-haven igen kunne summe af selskabssyge, musikglade gæster. I de første par år spillede orkestret på den gamle koncertsals veranda, men musikerne fik snart deres egen pavillonscene – Promenadepavillonen.

Promenadepavillonen cirka 1960
Promenadepavillonen cirka 1960 – Tivolis Promenadeorkester

Tivolis Promenadeorkester skulle dække alle musikalske genrer – fra tidens populære revymelodier og cakewalks over Sousa-marcher, Strauss og Lumbye til de mere klassiske numre med operaudtog og ouverturer. De følgende års musikalske udvikling fulgtes tæt af orkestret. Cakewalk og ragtime blev afløst af tango, jazz og filmmusik. Da jazz-feberen i løbet af 20’erne rigtigt fik tag i publikum, klarede Promenadeorkestret omstillingen ved at lave aftenens sidste afdeling om til jazz-afdeling. Hvis de ikke kunne det allerede, lærte orkestrets violinister sig at spille saxofon og et salonorkester i wienerstil var forvandlet til jazzband.

Promenadeorkestret med Dario Campeotto 1998
Tivolis Promenadeorkester med Dario Campeotto 1998

Tivolis Promenadeorkester var fleksibelt og alsidigt. Det var åbent og nytænkende samtidig med, at de gamle klassikere bevarede deres plads på orkestrets repertoire. Promenadeorkestret var desuden også – helt frem til 2014 – orkester på Tivolis verdenskendte Pantomimeteater til alle teatrets forestillinger af balletter og pantomimer.

Skulle nogle af vore besøgende ligge inde med viden, kildemateriale eller fotografier om orkestret og dets Tivoli-historie, hører vi meget gerne fra jer. Tag endelig kontakt!

Promenadeorkestret på CD

Concert a la Strauss, Tivolis Promenadeorkester, dirigent: Niels Peter Gudbergsen. 1995. PM Music PMCD 1981

En aften i Tivoli, Tivolis Promenade Orkester, dirigenter: Peter Ettrup Larsen og Flemming Vistisen. 2000. Danica DCD 8203

Promenadeorkestret cd cover Louise Fribo en musikalsk rejseEn musikalsk rejse, Louise Fribo, sopran. 2004. Focus Production FPCD 6008

 

 

 

Promenadeorkestret cd cover nye tivoli-tonerNye Tivoli-toner, Contemporary Tivoli tunes. 2005. Focus Production FPCD 2015

 

 

 

Promenadeorkestret på DVD

Her får du et lille video uddrag fra Promenadeorkestrets DVD. Tryk på play-symbolet

Promenadeorkestret i dag

I kraft af at orkestret altid har været med på ”tidens populære toner”, er repertoiret (og nodearkivet) gennem tiden vokset til flere tusinde titler. Det rummer en uvurderlig kulturskat hvad angår underholdningsmusikkens historie.

Det giver dog ikke samme mening i dag at tale om, at orkestret spiller samtidens populærmusik som det gjorde op til midt i 1900-tallet. Den ”elektriske” musik har for længst overtaget hit-listerne og – set i det lys – hensat et orkester som Promenadeorkestret til verden af i går.

Alligevel vil det være helt forkert at betegne Promenadeorkestret som et museum for svundne tiders populærmusik. Med genren som kunstnerisk fundament dyrkes også et repertoire, der afspejler vor egen tid. En stor del af repertoirets fornyelse hentes naturligt nok i musik fra film og musicals. Denne musik er oftest instrumenteret for en besætning lig Promenadeorkestrets, og er rigt repræsenteret på orkestrets koncertprogrammer.

Herudover har orkestret med forbløffende publikumssucces også eksperimenteret med decideret nye kompositioner.